Frankie.dk

 

Tips til Outlook Express

Undgå at åbne mails med virus

Det er som regel ikke farligt at modtage en mail med virus; det er farligt at åbne den. Desværre er Outlook Express som standard indstillet sådan, at du overhovedet ikke kan markere en mail, uden også at åbne den. Dette problem er heldigvis nemt at løse.

Hvordan gør man?
I Outlook Express går du til menuen Vis, og vælger her Layout. Fjern fluebenet ud for Vis indholdsrude, og tryk på Ok. Fra nu af bliver en mail først åbnet, når du dobbeltklikker på den. Nu kan du se om den er farlig, har du altså mulighed for at slette den med det samme.
 

Bed om kvittering, når mailen er blevet læst

Sender man en vigtig mail, er det rart at blive orienteret om, at den er blevet læst.

Hvordan gør man?
Klik på menuen Funktioner i det vindue, hvor du skriver din meddelelse, og vælg her Anmod om kvittering for læsning. Når modtageren får din meddelelse, vil han blive spurgt, om han vil sende dig en kvittering for læsning af mailen.
 

Adgang til hele indbakken via webmail

Bruger du Outlook Express hjemme, vil webmails indbakke blive hentet ned på din egen computer, hvorefter du ikke kan tilgå dem fra andre maskiner. Ved at ændre en indstilling i Outlook Express, kan du beholde alle mails på serveren, og læse dem hvor som helst og når som helst.


Hvordan gør man?
Gå i menuen Funktioner i Outlook Express, og vælg punktet Konti. Marker din mail-konto (hedder som regel pop3.mail.dk) og klik på Egenskaber. I boksen der nu kommer frem, klikker du på fanebladet Avanceret. Her skal du sætte markering ud for Gem en kopi af meddelelser på serveren, og herefter klikke på Ok. Nu vil dine mails ikke længere forsvinde fra webmail, når du synkroniserer Outlook Express.

Brug filtre til sorteringen

Får du mange mails, er det smart med filtre til at sortere dem. Mails fra familie og venner kan sættes til at havne i én mappe; dem fra kolleger i en anden.

Hvordan gør man?
I Outlook Express går du til menuen Funktioner, vælger Meddelelsesregler og herefter Post. I feltet Vælg betingelser for reglen sætter du mærke i Hvor linjen Fra indeholder personer. I feltet Vælg handlingerne for reglen sættes mærke i Flyt til angivne mappe.
I det nederste felt, kan du nu klikke på de understregede ord, og selv angive hvilke personer (navn eller mailadresse) reglen skal gælde, samt hvilke undermapper til din indbakke, en given mail skal havne i.

 

 

 

Opdateret- 12-10-2006